Hjerteløst

Hvorfor er det så svært at være et godt menneske?
Dagens agurkehistorie hos TV2-nyhederne handler slet ikke om agurker, men om en svamp af Dictyophora-arten, som efter sigende udskiller en duft så forførende, at duften alene, skulle kunne fremkalde spontane orgasmer hos kvinder. Videnskabelig dokumentation findes her.

Det er ikke historien om svampen og dens afrodisiske egenskaber, som ophidser mig…. Det er artiklens sidste afsnit, som helt nøgternt fastslår:

Svampen er meget sjælden – faktisk findes den kun på Hawaii, hvor den udelukkende gror på en størknet lavastrøm, som er mellem 600 og 10.000 år gammel.

For helvede, hvor er det grusomt. I like it!

Reklamer

BRB

Så jeg har været ude af cirkulation i et år. Måske mere. Jeg har ikke haft meget på hjerte – og endnu mindre på sinde. Jeg har ingen anelse.

Jeg har ingen anelse om, hvordan en depression ser ud – jeg har jo altid syntes, at de, der bekendte sig til den slags, så værre ud end jeg. Og så ud til lat have det værre end jeg har haft det. Måske.

Det begyndte ligesom bare. Umærkeligt. Jeg lukkede min forretning, lukkede mig om mig selv, lukkede munden, lukkede tankerne ned, lukkede for lyst, ambitioner, kærlighed… lydsporet er en stor turbine, som daler i hastighed, for til sidst at dø ud.

Langsomt forvandledes mit liv til en sær apati – afbrudt af fogeden, som ringede på døren i ny og næ… velmenende familiemedlemmer med formaninger, skinger panik i stemmen og gode råd om at tage sig sammen. Liderlige kvinder, som langsomt opgav at trænge igennem mit panser af undskyldninger for, ikke at have lyst til en date. Eller blot blev trætte af subtile afvisninger. Eller begge dele.

Jeg holdt op med at tømme postkassen. Jeg holdt op med at tage telefonen. Jeg holdt også op med at onanere. Det sidste overraskede mig vist egentlig mest.

En periode holdt jeg også op med at spise – nok egentlig mest fordi, jeg ikke havde penge at købe mad for. Og det er vist mest et mirakel, at jeg stadig har et sted at bo. -Den store, lyse lejlighed, som jeg har lagt mange arbejdstimer og meget hjerteblod i, var mig faktisk også inderligt ligegyldig. En lang overgang, opfattede jeg det vist mest som et spørgsmål om tid, inden jeg ville bo på gaden i stedet.

Jeg søgte ikke hjælp. Hverken økonomisk eller … socialt, hedder det vist? (Jeg er så gammeldags, at jeg troede, den undvigende formulering betød “psykolog” og “afklaring”. Det gør det ikke længere. Jeg forstod hurtigt på mine søstre, som er professionelle, at det nye sort er antidepressiver. Det har jeg en masse holdninger til. Men det korte af det lange var, at jeg ikke følte mig trist. Jeg manglede ikke livslyst. Jeg manglede et formål. Giver sondringen mening for andre end mig selv? )

Jeg tror, antidepressiv medicin kan være en glimrende akut hjælp, hvis man er blokeret af sortsyn eller er selvdestruktiv. Imidlertid er det næppe nogen behandling for noget som helst, medmindre, man er indstillet på, vedvarende at fortsætte “behandlingen” for tid og evighed.

Jeg er velsignet. Jeg har et par rigtig gode venner, som har været der… med aftensmad, smil og kærlig omsorg – uden spørgsmål og uden en manisk trang til at ville fikse mine problemer. Jeg har også været begavet af en smuk, ung kvinde, som er forelsket i mig, og som har insisteret på at ville kende mig, selvom jeg ikke har været til at nå.

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der fik mig til at afbryde faldet. Måske var det hendes betingelsesløse kærlighed, og det, at jeg kunne være noget for hende – eller bevidstheden om, at mine venner er så ægte som de kommer…. eller min fars død. Eller måske bare konklusionen, at jeg også fortjener et godt liv.

I hvert fald endte jeg med at stå ud af min seng, få et job…og begyndte at tage telefonen igen. Det er et dybt hul, jeg har gravet mig ned i – der er langt op – og den meditative tilstand, er jeg på ingen måder færdig med… men der ruller nu penge ind på kontoen hver den første, mine planter får vand, mine vinduer bliver pudset…. jeg bliver klippet regelmæssigt, og det er som om, det er blvet lettere at trække vejret.

MÅske er jeg her stadig. Men næppe helt uforandret. Jeg er vist lidt mindre tilbøjelig til at ville lytte til en masse ævl – mere optaget af at værdsætte menneskers særheder og mangfoldighed. Og lidt mere fokuseret på at glæde mig selv. Oprigtigt.

Nå, der er meget at gøre. Og snart er det forår.

Still here

Og så tænker jeg, at når man holder så eftertrykkeligt kæft i så lang tid, er det måske bare fordi, man ikke mener, man har noget at sige. Eller ikke har noget at skulle have sagt?

Den ene spot i mit emfang lyser kraftigere end det andet. Jeg burde virkelig finde ud af, hvorfor.

Nytårsforsætter

newyears1Nytårsforsætter

Har du nogle?

Jeg har – så vidt, jeg husker – aldrig haft nytårsforsætter før.

I år har jeg ikke bare ét, men flere. Det væsentligste er at lege mere.

Det forgangne år har været ualmindeligt begivenhedsrigt og begivenhedsløst på samme tid. Voksen-ting som sygdom, job, økonomi og forhold har krævet opmærksomhed. Det må nødvendigvis også være sådan – det er en del af livet; men jeg har været dårlig til at opveje de trivielle opgaver og bekymringer med glæde, sjov, leg og oplevelser, jeg vil huske om mange år.

 

Min far død. Må han hvile i fred. Han har haft et godt liv. Han har aldrig været syg, inden kræften tog ham, han har haft en stor familie omkring sig – og gode venner lige til det sidste, som også efter min mor døde, forstod at værdsætte hans særlige evner og sociale kompetencer. Kun den sidste tid i sygesengen, kunne jeg godt have undt ham at være foruden.  Også den følelsesmæssige evaluering af sine egne evner som far, kunne jeg godt have ønsket, han ikke skulle have haft tid til. Den har næppe gjort ham noget godt. Jeg håber og tror dog, det er lykkedes os at afbøde de værste selvbebrejdelser og fortrydelse – og det var en umådelig lettelse, da han endelig gav slip og fik fred.

Det er også en lettelse, ikke længere at skulle foregøgle et familiært, følelsesmæssigt bånd, som ikke er og ikke har været. På den konto har jeg de facto været forældreløs siden min mor døde for snart otte år siden.

Uden på nogen måde at skulle gøre min døde far ansvarlig for den måde, jeg har levet mit liv på hidtil, har hans død ikke desto mindre ansporet en kraftig selvransagelse og en del fornuftige beslutninger omkring min egen tilværelse – det føles som at have sluppet et tungt åg – også væsentligt tungere, end jeg var rigtigt bevidst om.

Det afstedkommer en del opgaver og målsætninger – men den væsentligste konklusion af dem alle er, at det er på høje tid at have det væsentligt sjovere.

I nat glemte jeg at skyde raketter af – jeg glemte også nytårsmiddagen, rødvinen og jeg glemte i særdeleshed at hoppe ned fra stole og sige åndssvage ting. Det er den mest ordknappe nytårsaften, jeg nogensinde har oplevet, tror jeg. Jeg har danset tango.
Det har jeg ikke gjort i flere år, og jeg troede faktisk, jeg havde glemt det. Men det er som at cykle. Man glemmer ikke at danse.

Jeg er gået aldeles ædru, aldeles udmattet som efter god sex og virkelig lykkelig i seng. Man kan ikke være bekymret for noget som helst og danse tango samtidig.

På min hud er duften af flere smukke kvinder – både nogle, som virkelig kan danse og give sig hen – og nogle, som ikke kan.

Jeg gik alene hjem og onanerede som den første inspirerede handling i det nye år – og jeg er let indeni, varm og glad, og jeg glæder mig virkelig til alt det, der skal ske.

Godt nytår.

 

Klimakteriehår

 

Der er – som man måske kunne forledes til at tro – ikke tale om en form for særlig kropsbehåring – eller mangel på samme. Derimod handler det om frisure (og alt for meget af den, kan man mene).

I al den tid, jeg kan huske, har “klimakteriehår” været min egen begrebsforståelse af en lang række frisurer, jeg bedst kan beskrive som “uklædelig skamklipning og/eller farvning af kvinders hår”. Og som ordet måske indikerer, forekommer fænomenet oftere blandt kvinder i en lidt modnere alder – men også yngre kvinder lader sig ind imellem maltraktere på denne måde.

Jeg har ingen anelse om, hvorvidt denne særlige stilart har nogen dokumenteret tilknytning til Horsens og omegn, men i flere tilfælde har jeg haft held til at beskrive en frisure som “hun ser ud som om, hun er blevet klippet i Horsens” – og få croquistegnere til at gengive ret præcist, hvad jeg mente udfra den beskrivelse.

Oftest er der tale om korte frisurer i “dristigt klip” – dvs. skævt eller i deciderede totter – eller alt for stiliseret – eller en kombination af begge. Gerne kraftigt farvet – helst sort, men også lysere nuanceer er set. Selv naturligt farvet hår kan klippes i klimakteriefrisure med stort held. (Hvis man ser sådan på det). Meget kort eller skævt pandehår har i en del år været en tilbagevendende trend indenfor klimakterieklip, og jeg troede i længere tid, netop dette var det bærende element i en virkeligt skændende Horsensklipning – men mange varianter er siden kommet til på gader og stræder – og lige så mange varianter af pandehår – både kort og langt.

Har  du har et billede af en virkelig slem klimakteriefrisure – eller det lidt mere rendyrkede og oprindelige Horsenshår – er jeg meget interesseret. (Og sørg for himmelens skyld for, at du har lov at publicere billedet). Send meget gerne link eller billeder. Billeder af denne type af frisurer er – og jeg holder mig i skindet for ikke at bringe en virkelig spydig kommentar netop her – ikke så hyppigt repræsenteret på billeder. Så har du et billede, bliver jeg begejstret.

Føtex

Nej, jeg ser ikke Verden som du gør. Til tider er jeg meget bevidst om det. Andre gange slet ikke.

Føtex var en udfordring. Jeg skulle i grunden ikke købe noget – blot afhente en pakke i det tilknyttede Postkontor… og så kunne jeg lige så godt købe mælk, når jeg nu var der alligevel. Jeg drikker mælk som en hest drikker vand.

Klokken 17 er ikke blot ulvetimen i klassisk forstand. klokken 17 er – har jeg igennem et langt liv observeret – også de perverses frirum. Måske er det anonymiteten i den hektiske mængde af mennesker, som gensidigt vrisser ad hinanden for at obstruere uvurderlig kvalitetstid på den anden side af glasdørene for enden af kasselinien? Eller også er det den flygtige eksponering for mennesker, som ikke har tid til at observere eller forarbejde det, de ser?

I dag var en overraskelse.  Jeg leder aldrig efter dem. Jeg erindrer det blot, når det går op for mig, at jeg imod min vilje er havnet i helvede. Så husker jeg, at det også er så meget andet end netop det. Og så får jeg øje på hende.130305_MEDEX_BDSM.jpg.CROP.article568-large

Det er ikke svært, for hendes øjne flakker, og hun står stille alt for længe og dvæler over en pakke smør. Hendes kinder blusser, og frakken står åben. Så lukker hun kort øjnene, og jeg er nu slet ikke i tvivl om, hvad hendes ærinde er. I eftermiddag er vi alle rekvisitter i hendes eventyr, og jeg har tilfældigvis tid til at observere.

“Hvad er mon dit trip, ensomme pige”, tænker jeg og ser på hendes lange ben, hendes smukke hår og hendes alt for veludviklede evne til at gå i ét med væggene og opholde sig blandt hundreder af mennesker, uden at blive set af en eneste.

Så retter hun sig uvant og langsomt, og jeg ser hendes små bryster spænde mod blusen, og det er næsten som om, jeg kan høre hendes lydløse stønnen. Hvad hun end har spændt om sine brystvorter, gør det ondt. Rigtig ondt. Hun giver umærkeligt efter i knæene, og jeg taber vejret, overvældet af hendes mod og af hendes blufærdighed. Hun er en film. En roman. En historie, jeg ville ønske, jeg kunne fortælle – som de færreste kan skildre på film, og som kun meget, meget få nogensinde vil få at høre eller se. Hun fortalte mig hele historien på under et minut i Føtex.

På 15 meters afstand ser jeg hende dyrke sin masochisme for fuld udblæsning, uden at vide, jeg betragter hende – hun drejer sig en smule med sin malplacerede pakke smør mellem hænderne, og konturerne af et eller andet under hendes bluse efterlader ikke længere nogen tvivl. Klemmer? Jeg gætter på kraftige klemmer, for hendes bevægelser og hendes ansigt vidner om noget, som insisterende afkræver al hendes opmærksomhed.

Jeg er nødt til at gå forbi hende. Hun ser ikke op, men jeg kan dufte hende – hendes svage parfume – og hendes krop. I dét øjeblik, ville jeg give hele Verden for at stryge hende over kinden, se hende gå forpint hjem, smække døren bag sig, glide ned på gulvet og onanere febrilsk og kort med tårer løbende ned over kinderne, imens stålet og de kraftige fjedre om hendes sarte brystvorter tvinger hende i knæ – høre hende komme hårdt…. og se hende fjerne klemmerne stønnende, inden hun udmattet synker sammen inden for døren og sunder sig, inden livet går videre.

Panik

Et af problemerne i at have et forhold til en ung kvinde er, at hun de næste tyve år vil blive smukkere og klogere, imens jeg uden diskussion vil blive det modsatte.
Særligt skræmmende er bevidstheden om, at hun en dag opdager, mine profetier holder stik.